Hvad er et verdensbillede? – Det er et overblik over de grundprincipper, på hvilke hele naturen, de levende væsener samt stjernernes og mælkevejenes reaktioner og baner hviler. Men hvordan skal et menneske, sådan en lille mikrobe, dog blive i stand til at få et sådant overblik? Verdensaltet eller universet har jo hverken begyndelse eller ende. Det er således uendeligt i sin udstrækning. Man vil da aldrig nogen sinde kunne få et overblik over noget, der er uendeligt i sin udstrækning. Hvordan skal man komme til bunds i noget, der er bundløst? – At påstå, at man har et overblik over verdensaltet, kan da kun fanatikere gøre. Ja, således lyder vel den almindelige moderne opfattelse, og navnlig vel fra selve den materialistiske videnskabs side. Men hvordan skal almindelige materialistisk indstillede mennesker vel kunne få nogen som helst anden opfattelse? – De forstår endnu ikke at indstille deres sanser, intelligens og opfattelsesevne på en sådan måde, at de virkelig kan overskue verdensaltet og derigennem opleve løsningen på livsmysteriet eller livets gåde. Det er ikke livets mening, at verdensaltet ikke skal kunne opleves. Det er ikke livets mening, at selve livet, deres egen identitet, skal blive ved med at være mystik. For Kristus var livet og dets ophav ikke nogen mystik, men soleklar virkelighed. At han ikke kunne åbenbare denne sin store viden på andet end en rent barnlig måde, skyldes ikke ham, men den barnlige og i kosmisk henseende analfabetisk indstillede menneskehed, til hvem han måtte tale. Det er den samme primitivitet og kosmiske barnlighed hos menneskene, der har betinget, at de store religioner heller ikke har kunnet åbenbare verdensbilledets hemmelighed i logiske tankerækker, synlige for intelligensen og dermed kontrollable for forstanden, som kendsgerninger. At få et overblik over verdensaltet er således ikke en umulighed. Hvorfor kan videnskaben da ikke med deres vældige optiske apparater, teleskoper, mikroskoper og elektronmikroskoper og deres vældige elektronhjerner ikke komme til dette overblik? – Nej, med den indstilling, som den moderne videnskab og de almindelige materialistisk indstillede mennesker har, er verdensaltets mystik eller hemmelighed uløselig. Overblikket over verdensaltet er således ikke et spørgsmål om de foreteelser, som videnskaben er eksperter i at udforske. Løsningen på verdensaltets hemmelighed eller mysterium er ikke et spørgsmål om størrelse, mål og vægt, ligesom mystikken eller hemmeligheden ved det levende væsen heller ikke løses med kendskab til det samme væsens størrelse, volumen, form og farve. Da verdensaltet netop er uendeligt, rummer det alle størrelser i sig. Slutfacittet på noget, der udgør alle størrelser, kan umuligt udtrykkes ved en størrelse. Noget, der har alle mål i sig, kan heller ikke udtrykkes med et slutfacit i tal. Så længe man kun er indstillet på udforskningen af noget, der kan udtrykkes i tal eller i mål og vægt, da befinder man sig i en videnskabens gade, der ender blindt. Og man får absolut intet som helst svar på selve livets virkelige hovedspørgsmål: Hvad er livet, hvad er det levende væsen, er det udødeligt, og hvad er verdensaltet? – Så vil man måske her spørge, hvad man overhovedet skal med livsmysteriets løsning. Men hertil må man så igen stille spørgsmålet: Hvordan skal vi ellers få bugt med al den nød og elendighed, depression og livslede, sorg og sygdom og den altgennemtrængende "alles krig mod alle"? – Der er ingen af disse eller lignende store hovedspørgsmål, der kan besvares med et tal facit. Det hjælper ikke, at man kender lysets hastighed, afstanden mellem stjernerne, atom- og elektronstrukturer, jordens omdrejninger og solens bane i rummet osv., når man lider af svære sygdomme. Denne viden er heller ingen trøst i sorgens stund, ligesom den heller intet gavner over for depression og livslede. Hvis mål og vægtfacitter kunne klare sådanne livsproblemer for menneskene, så var jorden for længst blevet en engleverden, i hvilken der hverken var sorg, skrig eller pine. Men således er det ikke. Verden er netop kulminerende i sorg, dødsrallen og livsødelæggende sygdomme, skønt menneskene behersker den fysiske materie, trykker på knapper, og tusinder og atter tusinder af naturens hestekræfter arbejder for det samme menneske. Men ikke desto mindre forhindrer denne geniale viden og kunnen på det materielle område ikke menneskene i at være analfabeter over for livsmysteriets eller livsgådens løsning. For at finde frem til selve livsmysteriets løsning må man således ud af den materialistiske videnskabs blindgade. Dette er ikke sagt som en forklejnelse af den materialistiske videnskab, men nærmest som et forsvar for denne. For den løser jo med stor genialitet de felter i livsmystikken, som den er beregnet på og har evne til. At forlange, at den skal løse problemer og gåder af en helt anden natur end mål, vægt, volumen, form og farve, er det samme som at forlange, at den skal være ekspert i at give oplysning om ting og foreteelser, der tilhører en helt anden virkelighed end den, der kan vejes og måles. Hvad er det så for en anden virkelighed? – Det er den virkelighed, man kommer til, når man forstår, at verdensaltet er uendeligt både i tid og rum, og at dets fremtræden derfor ikke er tilgængeligt for nogen som helst måling og vejning. Det kan derfor ikke have noget som helst tids- og rumdimensionelt facit. Ikke desto mindre er vi trods dette nødsaget til at erkende, at det eksisterer. Vi står altså her over for noget, der eksisterer uden for tid og rum. Vi har her det første møde med en virkelighed af en anden natur end den virkelighed, vi kan måle og veje. Da dette "Noget" her er uden for tid og rum, har det kun én eneste analyse, nemlig den at det kun udgør "Noget som er". Og her er vi altså kommet til en fast realitet, vi ikke kan tage væk. Vi kan oven i købet begynde at opdage noget mere ved denne realitet, som heller ikke hører med til tid og rum. Vi ved, at i dette "Noget" foregår al skabelse, al bevægelse, ligesom vi ved, at det udelukkende er denne bevægelse eller skabelse, der virker på vore sanser. Det, vi oplever, er således ikke det "Noget som er", men noget, der befinder sig i dette "Noget". I kraft af, at der er bevægelse, kan det reagere på sanserne, som også er bevægelse, og der opstår det, vi kalder livets oplevelse. Livets oplevelse er således i virkeligheden kun en række sammenstød eller kollisioner mellem vore sansers energi og omgivelsernes energi. Da bevægelserne er af forskellig hastighed og styrke, bliver kollisionerne ligeledes af forskellig styrke. Det er disse forskelligartede kollisioner, vi igennem sanserne oplever, og som bliver til vore sorger og glæder, til vor sundhed og sygdom, til vor fred og ufred med vore omgivelser. I visse tilfælde virker disse sansekollisioner som fast stof, i andre som flydende, luftformige og stråleformige stoffer. Og vi får således begreber om stoffer og materier, ligesom vi selv kan jonglere med disse stoffer og materier. Denne jongleren kalder vi at skabe. Nu har vi jo dermed set, at i dette "Noget som er" er der ikke blot bevægelse og bevægelsers kollisioner og reaktioner, men der er også noget, der oplever disse, f.eks. os. Hvad eller hvem er vi? – For at komme til klarhed over, hvem vi er, da må vi jo erkende, at vi ikke kan være identisk med vor organisme, for den repræsenterer kun bevægelse, ligegyldigt om det er den mindste kirtelfunktion, eller det er en vibration i hjernen, ligesom muskulatur og skelet jo også repræsenterer bevægelse eller vibration. Vi kan derfor i vort inderste Selv eller Jeg ikke blot opleve bevægelser, men kan selv sætte bevægelser i gang, hvilket vil sige, at vi kan skabe. Men når vi ikke hører til bevægelsen, kan vi jo heller ikke måles og vejes. Vi eksisterer således også uden for tid og rum. Vi eller vort inderste Selv er her hverken ham eller hende, hverken stor eller lille, hverken ond eller god. Vi har altså her ikke nogen som helst anden analyse end den, selve verdensaltet har, nemlig "Noget som er". Vi ved nu, at det "Noget", som er i os, er det vi kalder vort Jeg. Det kan altså ingen begyndelse eller afslutning have. Det er en evig realitet ligesom verdensaltet. Men dette vort Jeg er altså hævet over bevægelsen, kan opleve og igangsætte bevægelse i form af skabelse. Igennem denne skabelse gør det det til en kendsgerning, at det eksisterer. Og vi ved også, at uden dette Jeg i vor organisme er den hjemfalden til opløsning og undergang. Det levende væsen med sin organisme udgør altså et Jeg og en bevægelseskombination, som kan reagere over for bevægelser udefra og selv kan sætte bevægelser i gang. Vi bliver her vidne til, at der er et ophav bag bevægelserne, og at disse umuligt kan forme sig i logisk skabelse uden netop dette Jegs tilstedeværelse. Vi udgør hver især en skaber og det skabte og repræsenterer således to verdener, den tids- og rumdimensionelle og den evige. Den tids- og rumdimensionelle er vor organisme og vore frembringelser. Det er tilkendegivelse eller åbenbaring af vort Jegs eksistens hinsides denne skabelse. At vi er et menneske, er kun en midlertidig af vort Jeg skabt kombination af stoffet, energierne og bevægelsen, men er absolut ikke os selv. Men hvad så med verdensaltet? Det var jo også uendeligt, var uden for tid og rum, var "Noget som er". Da universets bevægelser også viser sig i skabelser eller logiske sammensætninger af materierne, således at de bliver til nytte, glæde og velsignelse for levende væsener, afslører de jo også, at de er et resultat af tanke akkurat ligesom menneskenes manifestationer og skabelser. Og ligesom menneskets manifestationer og skabelser afslører det som et levende væsen, således afslører naturens eller universets skabelser ligeledes universet eller verdensaltet som et levende væsen. Verdensaltet er altså en organisme for et evigt Jeg, på samme måde som vor organisme er det for vort Jeg. Verdensaltet er altså et levende væsens organisme, i hvilket vi med vor organisme befinder os. Og vor daglige oplevelse af livet er et spørgsmål om harmonisk eller uharmonisk samarbejde med denne store organismes energier og vore energier eller stoffer. Af dette forhold afhænger henholdsvis vor lykkelige eller ulykkelige skæbne. Livsoplevelse er altså et produkt af vort forhold til verdensaltets struktur på samme måde, som vore mikroorganismers livsoplevelse svarer til deres forhold til vor organismes struktur. Vi kan ved vor handlemåde blive i disharmoni med verdensaltets struktur, altså i disharmoni med Guds organisme, og vor skæbne bliver ulykkelig, ligesom vi kan være i disharmoni med mikroindividerne i vor egen organisme, og vi oplever sygdom, der også er en detalje i de ulykkelige skæbners række. Er vi i harmoni med Guds organisme og med mikrovæsenerne i vor egen organisme, er vi blevet til det fuldkomne menneske i Guds billede. Dette er skabelsens store mål. Verdensbilledet i lommeformat vil altså sige, at verdensaltet er et levende væsen, et udtryk for det højeste begreb af bevidsthedsudfoldelse, fysisk og psykisk skabelse og væremåde. Det er dette levende væsen, mennesker igennem årtusinder – og med rette – har dyrket som Gud. Og da vi er mikrovæsener i denne Guddom, og vi således er anatomisk forbundet med denne Guds organisme, er det givet, at al vor fysiske og sjælelige velvære udelukkende bestemmes af, om vi er til glæde og velsignelse for alle andre levende væsener. Passer vi ikke vor fysiske organisme og opfylder dens livsvigtige sundhedsmæssige krav om næring og hygiejne, ødelægger vi i større eller mindre grad livet og velværet for mikroindividerne i vor egen organisme, hvorved sygdomme i tilsvarende grad opstår. Og hvis vi føler vrede og bitterhed mod andre væsener og søger at forfølge dem, fordi vi mener, at de har begået uret imod os, ja, så er det mikrovæsenerne i Guds organisme, vi forfølger. Og Gud må begynde at bekæmpe os for at bevare sin egen organismes sundhed. Og denne Guddommens bekæmpelse af usundhed i sit legeme eller organisme foregår med en sådan punktlighed og præcision, at "hvad et menneske sår, kommer det til at høste". Ja, endog alle dets "hovedhår er talte", ligesom der umuligt kan "falde en spurv til jorden, uden at det er Guds vilje". Det er ikke så mærkeligt, at dette at elske sin næste som sig selv er alle loves fylde. Med denne indstilling til verdensaltet kom vi ind på en vej, der ikke endte i en blindgade, men var en åben vej direkte ind til forståelsen af, at verdensaltet var den over tid og rum hævede Guddoms organisme, i hvilken vi som ligeså evige væsener "lever, røres og ere", og at hele vor fremfærd som lykkelige eller ulykkelige udelukkende henholdsvis er et spørgsmål om anatomi. Alle levende væsener er livsorganer i en større organisme. Hvis vi med vor tanke og væremåde bliver livsnedbrydende og livsledebefordrende for andre levende væsener i samme organisme, danner vi jo sygdoms- og usundhedsområder i den store organisme, i hvilken vi oplever livet. Det er let her at se, at grundårsagen til al lidelse i verden skyldes brud på den fuldkomne anatomi, i kraft af hvilken alt liv i verdensaltet er sammenbundet til en enhed. Vi har set en anden og livgivende tankeføring, der her viser os, at vi er et evigt medvirkende center i denne enhed, og at den eneste vej til total sundhed, lykke og livsglæde altså er dette at være til glæde og velsignelse for alt, hvad man kommer i berøring med. Dette var verdensbilledet i lommeformat. Fra et foredrag holdt på Martinus Institut torsdag den 10. februar 1955.

Det kosmiske verdensbillede i lommeformat

af Martinus